I en verden, hvor Gin har en tendens til at blive mere og mere kompliceret, var det en fornøjelse, pludselig at stå til ansigt med noget, der er så simpelt, så rent og så delikat, som en Gin med 2 botanicals. Ja, du læste rigtigt - 2!!! Læs hvordan 2 helt enkle botanicals, blæste Gintossen omkuld og hvordan disse to ingredienser fik Gintossen til at udnævne ginnen til en af de mest interessante ginner i 2019!
Lad os bare være helt ærlige: vi var noget skeptiske, da vi fik en flaske af Mr. King’s 1842 Recipe – den første nye Gin i 12 år fra Plymouth Gin. For hvordan skulle en Gin med 2 ingredienser nogensinde kunne være interessant? Alt imens flasken blev åbnet, gik vores diskussion mest på, hvor enkel og endimensional denne Gin måtte være, for når man kun havde brugt 2 – og endda yderst velkendte - Gin botanicals, som enebær og orrisrod er, måtte resultatet da være en lidt flad omgang. Ginnen blev skænket op i smageglassene – der blev duftet – der blev smagt… og så blev der HELT stille… For hvad F*NDEN var lige det, der havde blæst vores smagssanser bagover med de vildeste enebær- og jordnoter” i flere lag, med en let og lækker fedme og med en skøn, lang eftersmag. Mr. King’s kom blæsende op, som trold af en æske og tog fuldstændig fusen på os og kastede sig ind på Gintossens liste over de 5 mest interessante ginner i 2019. Her var det tydeligt, at ”Less is more… so much more!” og at vi i vores evige jagt på nye smagsgivere, næsten havde glemt, hvor ginnen kommer fra og hvor fantastisk den ”originale” Gin er, når den laves til perfektion.
For at høre mere om denne nye, vilde og meget ”simple” Gin og om historierne bag Plymouth Gin Distillery, fik Gintossen en lang snak med Master Distiller Sean Harrison, mesteren bag Plymouth Gin og Mr. King’s.
Mr. King’s 1842 Recipe
For cirka 10 år siden, gik Sean Harrison igennem Plymouth Gin’s omfattende arkiv med optegnelser fra tidligere tiders Master Distillers, som de har gemt igennem de sidste +200 år. I blandt de mange bøger og papirer, fandt Sean en lille og næsten anonym lommebog på 10x15 cm. Hurtigt gik det op for ham, at dette ikke kun var en bog med produktdata men også en bog med tanker og ideer til nye ginner. Efter at have bladret lidt i den, fandt han bl.a. en 2 siders optegnelse, der med sirlig håndskrift var mærket med overskriften ”Mr. King’s Recipe For Gin”.
På side 1 i lommebogen, var en beskrivelse af bearbejdning af selve basealkoholen og på side 2 var der en liste over de ting, de kom ind i destillationsapparatet og som blev destilleret. Nogle af ingredienserne var meget overraskende, som f.eks. svovlsyre og salt! I 1842 var det normalt, at man anvendte ingredienser som disse, da basealkoholen ofte var af lidt svingende kvalitet og at man med disse ingredienser kunne opnå et renere produkt. Det er værd at bemærke, at svovlsyre og salt ikke kom med over i ginnen, når den blev destilleret, men ingen ville ved deres fulde fem tænke på at hælde svovlsyre eller salt ved sine botanicals i dag. Tilbage på listen var enebær og orrisrod – og intet andet! Tanken om at lave en Gin med kun disse to botanicals, blev hos Sean og da Plymouth for et par år siden havde en intern diskussion om nye muligheder, kom han med ideen om at forsøge at genskabe Mr. King’s 1842 Ricipe For Gin! Hermed var Mr. King’s vækket til live igen!
I princippet kunne Sean og teamet bare være gået i gang med at producere ginnen, da Plymouth Gin jo allerede bruger enebær og orrisrod. Men Sean ville det anderledes. Han vidste at ”djævlen lå i detaljen”: Ginnen skulle vise, hvad det helt rigtige enebær, der er dyrket under de helt perfekte betingelser, kunne betyde for en Gin! Deres omfattende søgning førte dem til en bjergskråning i Umbrien, hvor teamet håndplukkede 50 kilo enebær og straks tog dem med tilbage til Plymouth, hvor enebærrene igen blev håndsorteret. Det interessante ved dette enebær var, at det havde en meget dybere jordbunden og ”musky” duftprofil end de enebær, som Plymouth ellers anvender. Disse enebær ville f.eks. aldrig kunne anvendes i en traditionel Plymouth Gin, da det ville ændre ginnens smag radikalt – og omvendt. Det viste med al tydelighed, at enebær er så meget mere end bare et bær med en enkelt smagsprofil, der ”bare” dufter af grankogler. I Mr King’s valgte Sean at anvende Plymouth’s almindelige orrisrod fra Firenze, som han mente var perfekt til opgaven. Men inden man giver enebærret hele æret for smagsoplevelsen, så var Sean Harrison meget tydelig med, at uden orrisroden var hele smagsoplevelsen slet ikke blevet så komplet og behagelig, som den er! De to botanicals er både komplimenterende og underbyggende for hinanden.
For at forstå helt nøjagtigt, hvad han mener, bliver forklaringen måske en smule nørdet, men se, om det ikke alligevel giver mening: Når man destillerer, trækkes æteriske olier ud af planter og frø. Disse æteriske olier er lavet af kemiske forbindelser, med navne som terpener, ketoner og aldehyder. Alle botanicals kommer med et bidrag til duften og til smagen i større eller mindre grad. Aldehyder og ketoner bidrager primært meget til smagen – terpener bidrager primært meget til duften. Går man et spadestik dybere ned i opbygningen af terpenerne, så findes der både terpener med såkaldte korte kæder, som giver mere florale noter i starten og terpener med de såkaldte lange kæder, giver en mere jordbunde slutnoter. For de fleste mennesker, er et enebær et enebær, men for den trænede Master Distiller, er enebærret et komplekst bær, der indeholder mange variabler, som man kan betragte og udnytte. Både enebær og orrisrod indeholder disse kemiske komponenter, så ved at blande de to sammen, giver de ikke kun hver deres eget særpræg – de er også med til at løfte den anden komponents smagsprofil. Og det er netop denne kompleksitet i de 2 ingredienser og det faktum, at de har gjort sig enorm umage i at finde de mest interessante enebær, der gør det muligt at lave en SÅ interessant Gin med så mange smagsnuancer, selvom den på papiret måske ikke måtte se så interessant ud. At bruge orrisrod sammen med enebær i stedet for kun at anvende enebær, gav netop den blødhed, fedme og en endnu længere eftersmag, som gør ginnen til en fuldendt smagsoplevelse.
Sean Harrison og hans folk testede Mr King’s ved mange forskellige alkoholprocenter og i mange forskellige cocktails. Alt mellem 40% til 50% blev testet i rækken af cocktails, de havde udvalgt, Deres konklusion var, at ginnen leverede sine smagsnuancer bedst ved 45%.
Plymouth Gin’s mange historier – de sande og knap så sande…
Når snakken falder på Plymouth Gin, kan man ikke undgå at snakke om ginnen med mange historiske aspekter. Sean Harrison og en række historikere har selv studeret historiebøgerne nøje for at se, hvilke historier der var sande og hvilke historier, der var blevet skabt, for dem var der også nogen af!
Det ikoniske Plymouth Gin Distillery ligger i havnebyen Plymouth, i den sydvestlige del af England. Destilleriet blev etableret i 1792 af Thomas Coates, som var en engelsk forretningsmand. Han vidste intet om destillering af Gin, men kom alligevel til Plymouth med det formål at starte et destilleri. Området var allerede kendt for at lave øl og Gin, så han lykkedes rimelig let med at finde to lokale brygmestre, Fox og Williams, og fik dem overtalt til at etablere Plymouth Gin Distillery.
At pengemanden Coates valgte Plymouth, kunne sagtens have noget at gøre med, at Plymouth allerede dengang var en af de største havne i England og at den engelske flåde, der kæmpede imod Napoleons franske hær, var massivt til stedet i Plymouth. Gin (og øl) var jo en fast del af en sømands vederlag, så at få dem som kunder, ville jo betyde garanteret succes fra dag 1. Men hvad hans endelig motivation for at starte op i Plymouth var, er kun et kvalificeret gæt.
Destilleriet blev bygget kun 75 meter fra havnen, hvilken gjorde det utroligt let at få ingredienser ind og færdigproduceret Gin ud. Historien har altid været, at destilleriet var bygget i et nedlagt kloster, men Plymouth’s grundige efterforskningen har sidenhen vist, at selvom destilleriets bygninger har mange klosterligheder med sine vinduer, døre og hvælvinger, så er det mere sandsynligt at destilleriet er bygget af sten fra et kloster, der tidligere havde ligget cirka 100 meter derfra. Det var formodentligt blev forladt, da Henry den 8. i 1536 indførte klosteropløsningen, hvor mange mindre klostre blev opløst, forladt og hvor mange munke blev henrettet. For at gøre forvirringen om ginnens sammenhæng med munkene total, så har der siden 1882 været en ”Black Friars” munk (en munk fra Dominikanerordenen) på ginflasken. Men Plymouth Gin’s egne historiske efterforskning har vist, at nok har der været ”White Friars” og ”Grey Friars” i Plymouth og omegn, men der har aldrig været ”Black Friars”. Så hvorfor man pludselig kunne finde denne munk på flasken og hvorfor der over døren til destilleriet står ”Black Friars Distillery”, må forblive et mysterium. Men Munken er at finde på de fleste af Plymouth Gin flasker i dag som en slags ”maskot” og selvom vi ikke ved, hvorfor han er på flasken, så bruges han af mange som en god huskeregel: Når Munkens kop er tør, er det tid til at købe en ny flaske Plymouth – når hans fødder er tørre, er du ved at være i problemer ?
Navy Strength blev skabt af Plymouth Gin
Men selvom historierne og sammenhængen med munkene kan være tvivlsomme, så er andre store historier sande – tag bare Plymouth Gin og Navy Strength!
Begrebet “Navy Strength” er I den grad blevet populært blandt destillatører overalt på kloden – denne potente gintype, er på mellem 57% og 58%. Men det var Plymouth Gin, der skabte begrebet tilbage i 1997. Plymouth Gin ville ændre udseende på deres etiketter, herunder også etiketten på deres højalkohol Gin, som man havde lanceret for at markere Plymouth Gin’s 200-års jubilæum i 1993.
Dengang hed Plymouth Gin’s Master Distiller Desmond Payne, som i øvrigt i dag er ”the grand old man” hos Beefeater. Da ginnen blev lanceret i ’93, havde man mærket flasken med ”100% proof”. Men i 1997 det var tydeligt for Plymouth og deres marketing team, at folk ikke rigtig forstod begrebet ”proof” og derfor ikke kunne forholde sig til denne angivelse. Ydermere var det også en udfordring, at når en alkoholprocent på 57,15% i England svarede til 100% proof, så svarede den samme alkoholprocent til 114% proof i USA efter deres system. Så alt i alt var angivelsen i ”proof” en udfordring. Formanden for Interbrand, som ejede Plymouth Gin på det tidspunkt, ræsonnerede at ”flåden, som vi har så tætte historiske bånd til, var kendt for at få deres rom leveret på 60%, så hvorfor kalder vi ikke vores højalkohol Gin for Navy Strength?”.
Således blev det – de valgte at skifte mærket ”100% proof” ud med mærket ”Navy Strength”. De har sikkert siden ærgret sig over, at de ikke dengang tog patent på navnet, men navnet er i den grad blevet forstået og accepteret af folk overalt på jorden og blevet taget til sig af alle destillerier, med højalkohol ginner på programmet.
At Plymouth Gin valgte at markere deres 200-års jubilæum med en højalkohol Gin, skyldtes som sagt de historiske bånd til højalkohol Gin, til sømændene. Som tidligere nævnt, fik sømændene en del af deres vederlag i form af Gin. Men for at sikre, at de ikke blev snydt af uærlige officerer, der kunne finde på at stjæle noget af sømændenes Gin og spæde ginnen op med vand, fandt sømændene ud af, at hvis man overhældte krudt med højalkohol Gin, kunne man stadig få krudtet til at brænde – var der tilsat vand, var dette ikke muligt! Og gud nåde og trøste den officer, der blev taget i at snyde mandskabet.
Også I nyere tid, er de tætte historiske bånd mellem Plymouth Gin og den engelske flåde bevaret, omend soldaterne ikke længere må drikke i tjenesten eller modtage Gin som en del af deres løn ? Eksempelvis har det altid været en tradition, at når engelske skibe havde været i krig, blev de belønnet med flasker af Plymouth Gin. Så da den engelske flåde vendte hjem fra krigen ved Falklandsøerne i 1982, var der også paller med Plymouth Gin på kajen til de hjemvendte soldater.
Plymouth Gin i dag
Sean Harrison har været ansvarlig for Plymouth Gin i 25 år. Hans opgave har altid været at sørge for, at hver gang du køber en flaske Plymouth Gin, er den nøjagtig som du forventer den. Uanset hvad man måtte tro, så er Plymouth Gin lavet som et gedigent håndværk, fuldstændig som et mindre destilleri ville gøre det og ikke en automatiseret, maskinel proces.
Sean og hans 2 medhjælpere bruger enormt meget tid på at sikre at alle botanicals hele tiden holder samme, høje standard – at alt håndvejes og bæres til destilleriapparatet – og at hele processen kører som den skal. Som Sean udtrykker det: ” Det handler om Etos – at opbygge tillid hos forbrugerne via ekspertise og erfaring og udvise ydmyghed og respekt for både produktet og dine kunder!
Sean’s opgaver har ikke ændret sig radikalt over de sidste 25 år, men heldigvis har den enorme efterspørgsel efter Gin – og også nye typer Gin – givet destillerier som Plymouth Gin mulighed for at eksperimentere med nye varianter. Mr. King’s er den første nye Gin i mange år og vi ved, at Sean Harrison leger med tanken om at lave mere. Men i modsætning til mange andre destillerier, så vil vi ikke se et sandt boom af nye produkter fra Plymouth Gin. Sean forklarer det med, at Plymouth Gin altid har været kendt som en klassisk Gin med en lang historie, som har fungeret i århundrede og som forhåbentlig vil glæde mange mennesker i mange år fremover. Deres mission er ikke at ride med på bølgen og producere en masse nye ”Flavored Gin” men være tro mod Plymouth stilen, brandet og historien. Men at vi vil se nye versioner – og formodentlig inden alt for længe - er vi slet ikke i tvivl om, hvilket glæder os ekstremt meget!
Over de næste par over skal Sean finde sin afløser og lære ham op, som han blev lært op af bl.a. Desmond Payne. Selvom der er omkring 10 år før han skal på pension, er det vigtigt at alle fagets facetter læres og leveres videre på bedste vis – ikke mindst når Plymouth er og bliver et ægte håndværk med et enormt og kræsent publikum.
Perfekte serveringer med Mr. King’s
Mr. King’s bør uden tvivl prøves neat. Man er simpelthen nødt til at smage den kompleksitet, de (kun) 2 ingredienser skaber til sammen. Vi ved godt, at ren Gin ikke er for alle, så heldigvis er Mr. King’s også perfekt som en Gin & Tonic, hvor den aromatiske og lidt sødere Fever-Tree Mediterranean klæder den rigtig godt – evt med et lille stykke appelsinskal.
Som en Martini er den perfekt med sin styrke og står perfekt imod en sød vermouth. Så mulighederne er talrige med Mr. King’s – bare husk, at dette er en limited edition, så når flaskerne er solgt, så kommer de ikke igen.
Det er Irma, som har fået retten til at sælge Plymouth Mr. Kings Gin i Danmark, så hop ned i din lokale Irma og få fat i din flaske. Vi er fuldstændig pjattede med Mr. King’s og er sikker på, at den vil skabe stor glæde hos rigtig mange ginelskere!
Tusinde tak til Sean Harrison for at tage sig tiden til at snakke med Gintossen og tak til Pernod Ricard Danmark for flasken med Mr. King’s, som vi satte enormt pris på.
