fbpx
 
Follow Gintossen on Facebook
Follow Gintossen on Instagram
Image is not available
Image is not available
Shadow
Slider

Wild Distillery Bornholm – jagten på perfektion

Da ejer & Master Distiller Henrik Nerst fra Wild Distillery Bornholm, spurgte GINTOSSEN om vi ikke havde lyst til at komme over og se på, hvad han gik og syslede med, kunne vi selvfølgelig ikke takke nej. Men vi var slet ikke forberedt på, hvor langt Henrik er gået, for at realisere det eventyr, han har bevæget sig ud på, i jagten på den perfekte Gin.

Lad os bare være ærlige og indrømme, at vi ikke havde hørt meget om projektet fra klippeøen, før vi landede med morgenflyveren i Rønne lufthavn. En tidligere aftale om at mødes og sludre på Fever-Tree Gin & Tonic festivallen i Horsens tidligere på året, blev af forskellige årsager ikke til noget. Og selvom Henrik havde fortalt os en smule om sin baggrund, og hvad han havde sat sig for, så havde vi ikke helt formået at begribe omfanget af, hvad han havde sat i gang, og hvor langt han er villig til at gå. Og Henrik havde også selv sagt til os, at det i virkeligheden nok ville give mest mening, hvis vi havde lyst til at bruge en dag i hans selskab, mens han fremviste & fortalte om det hele. Så derfor stod vi nu, en smuk mandag morgen i slutningen af oktober 2019, i Rønne lufthavn og trykkede for første gang hånd med Henrik.

Henrik havde tidligere fortalt os, at enebærrene til én af ginnerne – nemlig den der hedder ”Wild Botanicals Gin” – faktisk bliver sanket på øen, med tilladelse fra Skov & Naturstyrelsen. Så det mest naturlige var, at vi på vejen fra lufthavnen kørte direkte til Ravnedalen på Bornholms nordlige spids, hvor tilladelsen gælder.

 

 

Ravnedalen på nordspidsen af Bornholm
Ravnedalen på nordspidsen af Bornholm (foto: Gintossen.dk)

 

Det er ikke helt let, at få tilladelse til at sanke enebær fra offentlige områder i Danmark. Vi har heldigvis organisationer i Danmark, som hjælper til med at beskytte naturområder. Og da hensynet til naturen, trods alt vægter noget højere end destillation af Gin, så er der strikse regler for hvor, hvordan og hvor meget enebær, Henrik må sanke og især dokumentationen der skal fremvises i den sammenhæng.

Men det er lykkedes Henrik at skaffe den nødvendige tilladelse, og derfor henter han alle enebær til ”Wild Botanicals Gin” herfra. Og det er en vigtig del af processen. Ikke kun for historien omkring ginnen, men også fordi danske enebær er markant anderledes i udtryk, end for eksempel enebær fra Makedonien, Østeuropa eller Italien, som alle generelt er blandt de helt store leverandører af enebær, til de mange destillerier der efterhånden findes. Selvom Bornholm har tilnavnet ”Solskins øen”, så er der alligevel ikke ligeså helt meget sol og varme, som flere af de nævnte steder. Desuden har både terroir, salte vinde og andre faktorer en stor betydning. Og resultatet er et lidt mindre enebær – i forhold til andre områder i Europa - men også et bær med en mindre fedme og ganske anden aromaprofil. Og det er superspændende i Gin-sammenhæng, da de – brugt rigtigt – kan give en ganske anden oplevelse og udtryk, i det færdige produkt.

Og endnu mere spændende er det, at med denne måde at skaffe de – for Gin – så vigtige enebær, potentielt betyder at det bliver en Gin med forskelligt udtryk, fra år til år, da det pga. den relativt lille mængde, ikke er helt så let at destillere og producere en Gin, med helt samme udtryk. Så der bliver med ginnen ”Wild Botanicals Gin” tale om en slags ”Vintage Gin”, hvilket bliver meget spændende at følge.

Tilbage på Destilleriet, fik vi heldigvis mulighed for at smage ”Wild Botanicals Gin”, og kan godt afsløre at det er en fantastisk Gin! På trods af de danske enebærs anderledes fedme, så er det lykkedes Henrik at skabe et powerhouse af en Gin, med et tvist på det klassiske udtryk, idet der er en tydelig fed & olieret smag fra bærrene – men det er en lidt mindre dyb og mere ”sprød” enebærnote, man efterlades med, end vi er vandt til fra udenlandske ginner. Vi har talt meget om, hvordan det kan være at der kan hives så meget smag, ud af de små danske enebær. Og det bedste vi kan komme frem til, at de må indeholde en højere koncentration af alfapininer, og evt. højere indhold af de vigtige olier, som bærer smagen med sig ud i ginnen. Men det er kun et gæt, da vi ikke har en (kemisk) analyse & sammenligning, at de danske og sydlandske enebær.

Nu nævnte vi tidligere, at vi ikke helt havde formået at begribe, hvor langt Henrik Nerst allerede er gået, i jagten på at skabe den perfekte Gin. Når du får Wild Botanicals Gin i hånden, så vil du blive konfronteret med ét at de mest tydelige beviser på, hvad vi mener med det. Flasken i sig selv, er fantastisk smuk – men bagetiketten, med tryk på begge sider, så du igennem flasken kan se den smukke Bornholmske natur fra oven, giver bare denne Gin et ekstra – nærmest mytisk – lag & udtryk.

Det siger sig selv, at med den mængde tid & de kræfter der er lagt i at samle & destillere et Gin af denne type, så kommer den også til at koste lidt mere end man normalt ser. Men spørger du GINTOSSEN, så er det er det værd. Prøv især at nyde Wild Botanicals Gin ”neat” og evt. med et lille stykke is, inden du evt. prøver den i en Gin & Tonic. Og så skal vi naturligvis ikke diktere hvornår & hvordan du drikker Gin, men for vores vedkommende, så er dette her ikke én af de ginner vi griber ud efter på en ligegyldig hverdag efter arbejde, men i stedet én vi nyder ved særlige lejligheder, eller når vi skal gøre noget godt for os selv.

 

 

Den smukke & næsten mytiske Wild Botanicals Gin
Den smukke & næsten mytiske Wild Botanicals Gin (foto: Gintossen.dk)

 

Wild Botanicals Gin er dog langtfra den eneste Gin, Henrik har nået at skrue sammen, i destilleriets forholdsvis korte levetid. Faktisk er det blevet til hele 7 andre ginner, i serien ”ENE” – og Henrik fortalte & viste os, at der er endnu flere spændende på vej.

Hele serie ”ENE”, er lavet på samme grundstamme, nemlig en Dry Gin med solidt aftryk af enebær, om end denne serie ikke er produceret, af lokale enebær fra øen. Det har resulteret i en serie af Dry Ginner med hver sin egen twist, som f.eks. tomat, kaffe, mynte, hamp & havtorn – og så selvfølgelig en Navy Strength.

Det siger næsten sig selv, at man kan lave en rigtig lækker ”Red snapper” (Bloddy Mary med Gin), på ginnen med tomat. Og en fantastisk Espresso Martini, på Ginnen med kaffe. Og prøv f.eks. også at lave en Mojito med Gin, på Ginnen med mynte som er rigtig lækker på en sommerdag.

Det er Ginner som er decideret velegnede til cocktails, men naturligvis også til Gin & Tonic.

 

Porteføljen fra Wild Distillery Bornholm
Porteføljen fra Wild Distillery Bornholm (foto: Gintossen.dk)

 

ENE Original Dry Gin
ENE Original Dry Gin (foto: Gintossen.dk)

 

Der er ingen tvivl om, at det er en fantastisk start at have så lækre Ginner på sit CV, på så tidligt et tidspunkt i destilleriets levetid. Det i sig selv, er ret imponerende…! Men det, der nok fejede benene helt væk under os var at opleve hvor kompromisløs Henrik er i valg af løsninger & værktøjer.

Se f.eks. på billedet herunder, hvor du ser den smukke 230 liter Müller pot still, som – ligesom alle andre af familien Müllers anlæg – leveres og monteres af Hr. Muller selv, sammen med sønnen Lukas, efter man er sluppet igennem nåleøjet, og har fået lov at købe et anlæg.

På billedet vil du måske bemærke, at både kondensator (det høje rør længst til venstre) og kurven til ”vapour infusion” (den lille buttede med koøjet lige til højre for kondensatoren), er belagt med kobber. De fleste vælger, at disse komponenter ”blot” skal fremstå i stål, og således spare lidt på den ellers rigeligt store udskrivning, et anlæg af denne kaliber repræsenterer.

Men Henrik forklarer, at det føles bare ikke rigtigt for ham. Skal man gøre det, kan man ligeså godt gå hele vejen, og så bestille det bedst mulige anlæg – og IKKE spare de detaljer væk, som giver dig den helt rigtige følelse i maven, hver gang du kigger på anlægget. Der er ingen der er i tvivl om, at det naturligvis ikke påvirker det endelige produkts smag. Men det vidner bare om den grad af detaljer, der er så vigtig for Henrik at have på plads!

 

 

Den smukke Müller Pot Still hos Wild Distillery Bornholm
Den smukke Müller Pot Still hos Wild Distillery Bornholm (foto: Gintossen.dk)

 

Kurven som benyttes ifm. vapour infusion
Kurven som benyttes ifm. vapour infusion (foto: Gintossen.dk)

 

Det samme gør sig gældende for flaskerne, og især designet af disse, hvor Henrik bevidst har valgt en firkantet flaske, for at kunne lege lidt med designet.

Særlig smukt synes vi (som også tidligere nævnt), at især designet af Wild Botanicals Gin, er blevet. Med sit smukke hvide tryk – som vi vender tilbage til – på forsiden, og så et ualmindeligt udtryksfyldt dronefoto fra skovene på Bornholm, som ”baggrund”, så rammer Henrik et design som efter vores ydmyge mening, hører til blandt et af de smukkeste designs, blandt ginner frigivet i 2019. Ja – faktisk blandt alle de ginner, vi overhovedet har set.

I virkeligheden er det et meget simpelt koncept, da det jo ”blot” er at trykke på begge sider af bagetiketten. Men det vidner altså bare om, at det er tænkt igennem af en person, for hvem det betyder noget hvordan tingene fremstår – og især at det fremstår smukkest muligt.

Og det er præcis det der er årsagen til, at Henrik har valgt at gå noget længere end vi har set nogen som helst gøre det, her i Danmark. For til ”ENE” serien – og reelt også WILD serien – var det bare ikke nok, at klistre en transparent etiket på forsiden af flasken. De små luftbobler der næsten altid fanges i limen mellem den transparente etiket og flasken, ændrede udtrykket og fik det til at fremstår ufærdigt eller sjusket, synes Henrik. Så derfor var der reelt kun én brugbar løsning tilbage, og det var at ”skaffe” en printer, som kunne ”printe” eller ”male” skriften direkte på hver eneste flaske, i stedet for at der skulle påklistres en label eller etiket på flasken.

Og som sagt, så gjort...! I samarbejde med Michael Miccom Nielsen fra det lille trykkeri Miccom Skilte & Design i Nexø, fandt de frem til en printer, som med nogle tilpasninger ville kunne løse opgaven. Det inkluderede et meget tæt samarbejde med firmaet Roland som er producenten af printeren - så det var det man gjorde.

Ikke ligefrem den billigste eller letteste løsning – faktisk meget langt fra, idet der har været en lang indkøring med justeringer, tests, tilpasninger, flere tests og så lidt justeringer. Men – det er målet og resultatet der tæller, og det er nu heldigvis nået, så der fremover kan printes lige præcis det design på flasker, der måtte ønskes – uden at der fanges luftlommer i limen, mellem flasken & etiketten.

Vi lægger os fladt på maven, i beundring over den kompromisløshed der udvises, i jagten på den perfekte Gin - både i og udenpå flasken. Og vi håber og ønsker virkelig, at det her belønnes - for det fortjener projektet virkelig!

 

 

Flaskeprinteren i aktion
Flaskeprinteren i aktion (foto: Gintossen.dk)

 

Den færdige flaske, med print & gin
Den færdige flaske, med print & gin (foto: Gintossen.dk)

 

Gintossen var inviteret til Bornholm af Wild Distillery Bornholm – men kender du os bare en lille smule, så vil du vide at ovenstående beskrivelse er en fuldstændig oprigtig beskrivelse, af en oplevelse som var helt unik, for 2 Gintosser som os!


Seneste fra Instagram

Kommende Gin events

13 maj
World Cocktail Dag
Dato 13.05.2024

World Cocktail Day er, som navnet indikerer, en...

Læs mere
11 jul
Mojito Dag
Dato 11.07.2024

Definitionen på en traditionel Mojito er: En Cocktail...

Læs mere
19 okt

Selvfølgelig skal vi fejre Gin & Tonic’en!

I følge kalenderen,...

Læs mere
1 jan
Bloody Mary Dag
Dato 01.01.2025

1. januar er ofte en ”reparationsdag”, hvor man måske...

Læs mere
24 feb
World Bartender Dag
Dato 24.02.2025

At lave cocktails derhjemme er altid sjovt!

Meeeen, lad os nu bare...

Læs mere

Vi bruger & anbefaler

som har nogle fantastiske krydderier, der både dufter & smager af noget - dyrket bæredygtigt, og meget velegnede til Gin & Tonics samt andre drinks....!

Om indholdet på gintossen.dk

Creative Commons licensAlt indhold på denne hjemmeside, er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel 4.0 International Licens. Det betyder, at du må bruge indholdet alt det du vil, blot du altid husker at kreditere os med navn & link, og IKKE bruger indholdet i kommercielt øjemed.

0
Shares
0
Shares