fbpx
 
Follow Gintossen on Facebook
Follow Gintossen on Instagram
Image is not available
Image is not available
Shadow
Slider

Kyrö Distillery, Vasa i Finland – Napue & Koskues fødested

Det er ikke kun julemanden, der kommer fra Finland – det gør noget af verdens bedste Gin også. Og som de fleste gode historier med rod i det finske, så starter vi i en sauna…!

Her sad nemlig i 2012 – som så ofte før – 5 gode venner, og nød en flaske whisky i ca. 90 graders varme, som man nu gør på de kanter. Og et eller andet sted mellem ¾ og hel tom flaske, blev ideen om at de ville lave whisky på rugmalt, undfanget. I Finland er man dog godt klar over, at de ideer der opstår i en sauna i selskab med en flaske whisky, skal man lige sove på, inden man begynder at overveje at følge op på dem!

Som sagt, så gjort og efter nogle dage mødtes de igen, og da ingen af dem havde kunne slippe ideen, blev de enige om at gå på jagt efter et sted at starte et destilleri. Det skulle dog vise sig, at være lidt af en udfordring! De havde nemlig nogle krav til størrelsen, plads til lagring af fade, produktion og specielt mulighed for at udvide – for det her skulle nemlig være stort! Og som de fleste start-ups her i verden, så var pengene i starten, ikke helt så store som ideerne - så efter at have brugt en rum tid, måtte de sande at de havde lidt svært ved at finde det helt rigtige sted.

Under en brainstorm i 2013 på verandaen hos Miko Heinilä (én af de 5 ejere), som boede ved floden Reinilänkoski i byen Isokyrö, kigger de over på den anden side af floden, hvor et gammelt og nedlagt mejeri lå. Mejeriet havde ikke været i drift i flere år, så ingen havde tænkt på det som en mulighed – men det skulle vise sig, at være perfekt til formålet. Der var plads, der var sjæl og der var frem for alt mulighed for, at få økonomien til at hænge sammen, på trods af den omfattende renovation der skulle til, for at få gjort stedet brugbart.

 

En del af det gamle mejeri i Isokyrö, som i dag er en del af Kyrö Distilling Company
En del af det gamle mejeri i Isokyrö, som i dag er en del af Kyrö Distilling Company

 

 

Det blev for alvor startskuddet for de 5 venner, som snart gik all-in på projektet. Efter knap et års arbejde med renovering, myndigheder & godkendelser, kunne de i 2014 for første gang, tænde for destillationsapparatet og lavede hurtigt deres første flasker Whisky.

Som alle jo véd, så ligger Finland jo noget længere oppe på halvkuglen, end de fleste europæiske lande. Og vejret deroppe, er afgørende for at man specielt i landbruget, ikke helt har samme muligheder mht. valg af afgrøder, som vi f.eks. har i Danmark. Men – én ting har finnerne virkelig formået at dyrke til perfektion, og i mængder der gør, at man ikke lige kommer til kort når man får travlt, og det er rug…! Og som tidligere nævnt, så havde de allerede besluttet at dén skulle være basen for deres Whisky. Faktisk havde de allerede sloganet klar – ”In rye we trust” – og det har været mantraet lige siden.

Nåh – nu er Gintossen jo ligefrem ikke specialister ud i Whisky, men de 5 gutter var heldigvis fremsynede nok, til også at anskaffe en kolonne destillator (whisky laves på en pot still, med en helt anden type ”hat” på apparatet), og planen var fra starten, at den primært skulle bruges til at lave Gin, som jo kan sælges meget hurtigere efter produktionen, end Whisky som naturligvis skal fadlagres før salg.

Da ingen af de 5 gutter havde dem mindste erfaring eller viden om, hvordan man lavede whisky eller Gin for den sags skyld, måtte der naturligvis researches en del, inden de kunne gå i gang. Men Google rækker også til Finland, og efter noget tid havde Head Distiller Kalle Valkonen, også fået udviklet en opskrift på en Gin. Og den skulle naturligvis også, være baseret på en basealkohol af rug, samt lokale finske botanicals. Der er enebær i Finland, men de er ikke så aromatiske som andre steder i verden. Så de blev enige om, at lave en basisgin på enebær og de andre traditionelle botanicals fra forskellige steder i verden, og så tilpasse den med det finske islæt.

Det blev til en base med 12 traditionelle botanicals, som bla. inkluderer enebær, kardemomme, korianderfrø & lakridsrod, der sammen med de resterende, alle macereres i 16 timer og derefter destilleres som en London Dry Gin med hibiscus & hyldeblomster i kurven. Det giver i sig selv, en god Gin – og mange ville nok have stoppet her. Men der manglede jo stadig det finske islæt…!

Og det er her, det bliver rigtig spændende, og i øvrigt også her, at ginnen går fra at være en London Dry Gin til en Compound Gin. Der tilsættes nemlig herefter, 4 destillater hver bestående af birkeblade, mjødurt, tranebær & havtorn til den fine base.

Disse 4 botanicals, kan nemlig indsamles friske i området omkring destilleriet, og derefter destilleres hver for sig, og så opbevares i tanke til de skal bruges. Mjødurt opfattes af mange, som en ukrudt og findes overalt i naturen deroppe. Det samme gør birkebladene selvsagt, men mange ved måske ikke, at både tranebær & havtorn også vokser i rigt mål oppe i det nordlige Skandinavien – og at de begge er fantastiske i ginner. Specielt havtonen, binder det hele sammen, fortæller Head Distiller Kalle Valkonen os. Men det fine er, at disse botanicals bruges på en måde, hvor de ikke overtager Ginnen, men blot fungerer som subtile noter der alle spiller deres individuelle rolle.

Efter destillation og efterfølgende blending af Ginnen, får den lov af hvile en uge, inden den kommer på flaske og forlader destilleriet under navnet ”Napue”.

I destilleriets første leveår i 2014, producerede Kyrö ca. 2500 flasker Napue Gin, som alle blev leveret til kunderne ud af baggagerummet fra CEO Miika Lipiäinen’s Skoda. Og ved siden af det, lavede man i ny og næ, også en batch whisky, som blev lagt på fade – og stadig ligger der!

Men – de 5 venner, blev i 2015 enige om, at sende et par flasker Napue til London, hvor én af verdens største og mest respekterede spiritus konkurrencer hvert år afholdes – nemlig IWSC (en forkortelse for International Wine & Spirit Competition). Miika var taget på tidlig sommerferie, og cyklede rundt i Estland, da hans telefon ringede. Det var IWSC i den anden ende, der lige ville fortælle, at man ikke rigtig vidste hvem de var deroppe i Finland, men at IWSC lige havde kåret Napue som verdens bedste Gin i kategorien ”Gin & Tonic 2015”…! Og samtidig var IWSC så venlige at fortælle, at de nok skulle forberede sig på, at de ville få lidt travlt, når det 14 dage senere ville blive offentliggjort!

 

Et billede, der indeholder bord, indendørs, sidder, træ
  Automatisk genereret beskrivelse
IWSC Gin & Tonic Trophy 2015

 

 

Miika afbrød sin sommerferie, og skyndte sig tilbage til destilleriet, for at fortælle alle ansatte de gode nyheder. Men samtidig havde han også en bøn til dem, nemlig at de meget gerne – hvis de havde muligheden for det – måtte udskyde deres sommerferier nogle uger, så de kunne nå at producere så meget Gin, at man kunne være klar til at levere, til alle de kunder der forventedes at bestille Gin, når først det var annonceret.

Så de næste 2 uger, destillerede man non-stop for at lave alt den Gin man kunne nå, og fyldte hver eneste beholder større end en mælkekarton, med Gin. Velrustede og forberedte, oprandt dagen for annonceringen – og deres liv blev aldrig det samme igen…!

Ca. 24 timer efter annonceringen af prisen, havde de solgt det samme, som hele det forrige år og måtte melde alt udsolgt. Derefter fulgte bestillinger på hele containere ad gangen, og destilleriet arbejdede non-stop i 9 måneder, for at producere alt det de fik bestillinger på. Og i hele perioden, var de ”bagud” ifht. bestillingerne, og måtte melde udsolgt!

Da 2015 var omme, havde man solgt 100.000 flasker Napue Gin….! Ja – der står hundredetusinde.

I 2016 vandt Napue Gin, en guldmedalje ved San Francisco World Spirit Competition premium gin-series, og det bremsede heller ikke salget, som det år nåede 400.000 flasker!

Og i 2018 havde man fået optimeret processen så meget, at man formåede at få sendt mere end 550.000 flasker ud af destilleriet. Det er altså meget få producenter, som formår det!

Ved siden af Napue, har Kyrö naturligvis også lavet en fadlagret version, som hedder Koskue. Det er næste åbenlyst, med alle de nye & brugte whiskyfade i huset – og resultatet er også en forrygende lækker og smagfuld Gin, med masser af fed fadsmag, samt masser af noter fra vanilje. Det er naturligvis Napue, som er basen for Koskue, men ca. 3 måneder på nye amerikanske egefade, forandrer den fuldstændigt, og løfter oplevelsen til nærmest uforudsigelige højder.
Hver batch består af ca. 30 blandede nye & brugte fade, som man så samler/blander for at opnå samme ensartede smagsprofil ved hver batch. Og når et fad har været brugt 2-3 gange, så udskiftes de med nye. Koskue er indbegrebet af craftsmanship og smager som følge deraf, simpelthen fantastisk.

Successen med Napue & Koskue betyder, at man i dag er i gang med en betragtelig udvidelse af Kyrö Distillery, hvilket vi fik syn for, på vores tur på destilleriet i maj 2019. Man har lavet en stor tilbygning, og installerer i denne 2 stk. 9000 liter pot stills, som skal bruges til endnu mere whisky produktion, end man tidligere har været i stand til. På den anden side af vejen, har man bygget et nyt fugt- og varmestyret lager, som kan opbevare ca. 4000 fade med hver 200 liter med whisky, når de bliver klar til at destillere på de nye apparater, senere i 2019. Og for en sikkerhedsskyld, har man gjort plads til – og allerede planlagt – yderligere 4 ekstra lagre, ved siden af det netop byggede! Der tænkes STORT og det skal ses med baggrund i, at nogle af de førende eksperter indenfor whisky-området, nu har smagt og lovprist deres whisky, og derfor er ordrerne på disse, allerede væltet ind. Forventningerne er astronomiske…!

 

Et billede, der indeholder indendørs, vindue, bord, væg
  Automatisk genereret beskrivelse
De 2 nye 9000 Liter potstills under opbygning.

 

 

Et billede, der indeholder udendørs, tønde, fartøj, scene
  Automatisk genereret beskrivelse
Et hjørne I den nye opbevaringshus til whiskyfade

 

 

På destilleriet havde vi en længere snak med Kalle & Eerik, om etablering af nye produkter og især ginnerne, som jo er vores primære interesse. Og snakken kom i virkeligheden mere til at handle om, at de 5 venner ikke har lyst til at sende produkter på markedet, som de ikke selv har hjertet med i. Drengene eksperimenterer med nye ting hele tiden, men deres holdning og nok især stolthed, betyder f.eks. at de har afvist at masseproducere og sælge produkter, som de ellers havde ladet begejstrede forhandlere og kunder smage. Begrundelsen var at, selvom produkterne smagte rigtig godt, da de var for ”nemme at producere”, og at alle og enhver reelt kunne gøre det selv. Det var derfor ikke rigtig et produkt, man kunne være stolt af – og derfor ikke interessant at sælge! Det må være en fantastisk luksus at være i stand til at fastholde sine principper, uden at tænke på økonomien og evt. mistede salg.

Man har dog tidligere produceret en Gin for en kunde, der i Finland har været kendt et stykke tid under navnet HEL SIN GIN. Da kunden har ønsket fremover, at fokusere på sin kerneforretning - som ikke var Gin - har Kyrö Distillery besluttet at tage ginnen under egne vinger. Det betyder formentlig, at vi i Danmark i løbet af 2019, vil få den at se på hylderne – og den er en lækkerbisken, for dem der værdsætter de klassiske Gintyper, hvor man ikke er i tvivl om at det er Gin med stort G.

HEL SIN GIN har meget mere ”punch” i udtrykket, og er en rigtig god Gin i cocktails og især i Negroni, hvor den stadig skinner igennem. Den vil helt sikkert også her, vinde indpas på barer og steder der laves cocktails.

 

Et billede, der indeholder bord, indendørs, flaske, sidder
  Automatisk genereret beskrivelse
HEL SIN GIN som vi håber at se i Danmark i løbet af 2019

 

Gintossens bedste serveringer med Napue & Koskue

Som med de fleste gode Ginner, kan de serveres på flere forskellige måder. Men herunder kan du se hvordan vi fortrækker at drikke Napue & Koskue.

Hvis du har serveringer, som du synes er fantastiske, så lad os endelig høre hvordan du serverer disse ginner!

Et billede, der indeholder træ, udendørs, græs
  Automatisk genereret beskrivelse
Napue: Gin & Tonic with Fever Tree Indian Tonic med friske tranebær og en kvist rosmarin.

 

 

Et billede, der indeholder indendørs, væg, sidder, vindue
  Automatisk genereret beskrivelse
Koskue: Neat eller i de kolde måneder med varm æblemost, en kanelstang & ½ skive appelsin eller en kvist rosmarin.

 

Kyrö Founding Story

Kyrö Distillery Company, har i øvrigt lavet en fin lille video, som beskriver historien om hvordan det hele begyndte - som de husker det :) Den har vi lige indsat, så du kan se den herunder :)

Vi håber at du fik mod på endnu mere, og vil du læse mere om disse og mange andre ginner, så besøg os på InstagramFacebook og vores hjemmeside gintossen.dk – og følg os på rejsen gennem den store vide verden af Gin!

Gintossen var inviteret på destilleriet i Finland i maj 2019, af Kyrö’s Distillery’s danske distributør.


Seneste fra Instagram

Kommende Gin events

13 maj
World Cocktail Dag
Dato 13.05.2024

World Cocktail Day er, som navnet indikerer, en...

Læs mere
11 jul
Mojito Dag
Dato 11.07.2024

Definitionen på en traditionel Mojito er: En Cocktail...

Læs mere
19 okt

Selvfølgelig skal vi fejre Gin & Tonic’en!

I følge kalenderen,...

Læs mere
1 jan
Bloody Mary Dag
Dato 01.01.2025

1. januar er ofte en ”reparationsdag”, hvor man måske...

Læs mere
24 feb
World Bartender Dag
Dato 24.02.2025

At lave cocktails derhjemme er altid sjovt!

Meeeen, lad os nu bare...

Læs mere

Vi bruger & anbefaler

som har nogle fantastiske krydderier, der både dufter & smager af noget - dyrket bæredygtigt, og meget velegnede til Gin & Tonics samt andre drinks....!

Om indholdet på gintossen.dk

Creative Commons licensAlt indhold på denne hjemmeside, er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel 4.0 International Licens. Det betyder, at du må bruge indholdet alt det du vil, blot du altid husker at kreditere os med navn & link, og IKKE bruger indholdet i kommercielt øjemed.

0
Shares
0
Shares