I efteråret 2019 besøgte Gintossen Bar Convent Berlin – en af de største messer i verden for ginentusiaster. Men det var ikke det enorme udbud af nye ginner, de 8 haller med fantastisk flotte udstillinger eller de mange smagsprøver, der var højdepunktet for os. Det var mødet med Johnny Neill – skaberen af bl.a. Whitley Neill og Mary Le Bone!
Flere ginner har været med til at skabe vores kærlighed for Gin. Monkey 47 var den første helt store øjenåbner for os. Gin Sul, Silent Pool og Ferdinand's Saar var nogle af de næste – og herefter var det mødet med ginner som Four Pillars Rare Dry, Malfy con Limone og ikke mindst Whitley Neill London Dry Gin, der ramte vores hjerter!!!
Og det var især de utraditionelle botanicals i Whitley Neill London Dry Gin, der gjorde os nysgerrige på historierne og om manden bag ginnerne! Her var det tydeligt, hvordan 8 generationers viden & passion smeltede sammen med en kærlighed til både sit eget, og sin hustrus fædreland og hvordan dette kom til udtryk i valget af nogle sjove botanicals og nogle fantastiske ginner!
Whitley Neill Gin er ved at indtage hele verden. Uanset hvor på kloden man befinder sig, støder man oftere og oftere på de kendte, farverige ginflasker med smagsvarianter som kvæde, hindbær, viol, ingefær og agurk. På 15 år er ginnen gået fra en tanke og en drøm, til i dag at være den mest sælgende ”flavored gin” i England. Alene Rhubarb & Ginger varianten, solgte 2.4 millioner flasker, bare de sidste 12 måneder. Master destiller Johnny Neill, er i dag naturligvis mest kendt for disse frugtinspirerede ginner. Men selvom disse ginner fylder meget i ”landskabet” og ofte er til diskussion blandt dem, der er til de mere klassiske ginner, så er det ikke til diskussion, at han er sublim til at få det absolut bedste ud af den given ”smagskategori”, han kaster sig over. Johnny Neil har ikke kun evner indenfor én ginkategori, men har igen og igen vist omverden, at han også mestrer at lave eksempelvis de traditionelle London Dry Ginner og det til perfektion!!! Han er en sand mester på sit felt - og så er han et af de rareste og sødeste mennesker, vi længe har mødt!!!
Familiearven
Johnny er født ind i en familie, hvor gin nærmest løber i årene. Han er 8. generation efter Thomas Greenall, der stiftede Greenall Distillery i 1762, og voksede op mens hans bedstemors familie ejede destilleriet. Johnnys far var CEO for destilleriet i mange år og hans onkel var Bestyrelsesformand. Så man kan roligt sige, at Johnny fik Gin ind med modermælken. Selvom han aldrig var involveret i Greenall Distillery - som hans far i øvrigt forlod i 1970’erne og i hvilket de solgte deres andel i 80’erne - så var det Johnny den af en søskendeflok på i alt 5, der var den passionerede omkring gin. Som lille husker han de spændende flasker med gin, under sin bedstemors trappe, hvilket vakte en drengs fantasi og nysgerrighed. Når hans bedstemor skulle have sin yndlingsdrik, gin og lemon tonic, fik lille Johnny lidt lemon tonic i glasset (uden gin, trods alt) og sammen kunne de nyde en ”afternoon drink”. Og det var i mange år knægten Johnny, der lavede sin fars Martini om aftenen, når han skulle slappe af efter arbejde. Selvom interessen for gin var stor i en tidlig alder, startede Johnny ikke sin karriere i ginbranchen. Han startede faktisk i den finansielle sektor som analytiker, men han kunne ikke se bort fra, at det var ginnen der var hans reelle passion og ikke tal og finansielle analyser.
Fra lukningstruet til en af verdens største
Selvom familien ikke længere havde ejerskab af et destilleri, da Johnny i 2004 besluttede sig for at gå all-in med gin - så var der både stor moralsk support, familietraditioner og ikke mindst viden, der kunne støtte hans eget ginprojekt, Whitley Neill Gin.
Johnny brugte det første år på at finde og forfine sin første gin og i 2005 var den klar – Whitley Neill Handcrafted Dry Gin – en gin, verden ikke havde set før, og hvor helt almindelige gin botanicals var blevet kombineret med meget utraditionelle, sydafrikanske botanicals.
Men at starte et gindestilleri på det tidspunkt, viste sig ikke helt let. Opstarten skete inden interessen for gin reelt var eksploderet, og da de havde allermest brug for yderligere investeringer, for at lave en ny og bedre designet flaske, øge markedskendskabet, skabe et distributionsnetværk, finde nye salgssteder og udvikle nye produkter etc., var finanskrisen allerede en realitet! De vidste at de havde ramt rigtigt med ginnen, da de allerede i 2007 fik deres første guldmedaljer, men på et tidspunkt så det næsten ud til, at projektet måske måtte lukke, inden de var kommet rigtig i gang.
Johnny fandt dog i 2009 en partner i John Halewood, som var ejer af Halewood Wine & Spirits og som allerede havde en stor spiritusvirksomhed kørende i England. Halewood investerede stort i Whitley Neill, hvilket gjorde det muligt for Johnny at komme videre med at realisere sine meget store gin-drømme. Og drømmene viste sig at holde, for samme år vandt ginnen bl.a. dobbelt guld ved San Fransisco World Spirits Competition og 18 måneder senere deltog og vandt Whitley Neill Handcrafted Dry Gin guldmedalje ved IWSC – nok den mest prestigefyldte konkurrence for gin. Med en stor og betydende partner i sit ringhjørne, de vigtigste guldmedaljer om halsen og en ginbølge, der virkelig var begyndt at rulle, stod dørene nu på vid gab for Johnny samt hans passion og store kreativitet. Markedet ville gerne have meget mere kvalitetsgin og gerne nye, spændende smagsoplevelser!
Nye frugtginner – men er det gin?
Det var netop de engelske gin-nyderes ønske om nye, kraftigere og sødere frugtginner, der virkelig satte Johnny i gang med at eksperimentere med nye og tydeligere smagsprofiler og som vi i dag ser i den meget omfattende ginserie fra Whitley Neill. Det skulle dog hurtigt vise sig, at det ikke kun var de engelske forbrugere, der var vilde med en lidt sødere og kraftigere smag af f.eks. kvæde, rabarber, blodappelsin, hindbær etc. Succesen er så stor i dag, at eksempelvis Rabarber & Ingefær versionen, har et større salg end Hendricks gin i England, og Whitley Neill er i dag Englands mest sælgende premium gin til forbrugere (det såkaldte ”off trade marked”).
På spørgsmålet om disse ginner stadig kan kaldes gin, eftersom smagen af enebær nok ikke længere kan siges at være fremtrædende, som definitionen af gin foreskriver, erkender han at de med flere af Whitley Neill ginnerne, nok er tæt på grænsen mellem at kunne kalde det gin og skulle kalde det f.eks. ”flavored vodka”. Men som han påpeger, så er alle disse ginner lavet på en Premium London Dry Gin og de har stadig et klart ønske om at enebærret spiller en rolle i deres produkter. Samtidigt insisterer han også på at lave produkter, som folk gerne vil have, uanset om det så burde hedde ”gin”, ”flavored gin” eller ”flavored vodka”. Salgstallene viser deres tydelige sprog: Johnny giver folk, hvad de vil have - han får flere og flere nye mennesker til at opdage og elske gin og han vil blive ved med at eksperimentere og komme med nye varianter.
Alt bygger på kærligheden til gin
Ud over Whitley Neill Gin, er Johnny Neill også involveret i 2 andre, store ginprojekter, der begge bygger på den mere klassiske gintype, nemlig Mary Le Bone, som han startede i 2016 og så Berkshire Botanicals, som er startet i 2019.
Mary Le Bone er Johnnys personlige ”hyggeprojekt”, hvor han laver ginnen, som HAN synes, den skal smage. Her er det ikke hensynet til forbrugernes ønsker, der er udgangspunktet, men alene Johnnys personlige smagspræferencer. Og lad os bare sige det, som det er: Vi er meget på linje med Johnny’s personlige smag! Den første gin fra Mary Le Bone, er Dry Gin versionen i den smukke, blå flaske, hvilket er en gin efter vores hoved. Mary Le Bone Dry Gin bliver i dag produceret i 108 Brasserie, som findes i Marylebone Hotel i hjertet af Marylebone i London, Her står et lille destillationsapparat, kaldet Isabella, som kun har en kapacitet på 50 liter. Johnny har selv boet i Marylebone i mange år og har ladet sig inspirere af områdets kendte ”Marylebone Pleasure Garden”, som i midten af 1700-tallet var et sted for både det finere borgerskab og for almindelige mennesker, hvor man både kunne nyde klassisk musik, ballet og smukke haver med fine botanicals, men faktisk også boksekampe, hane- og hundekampe og til tider også duellering. Pleasure Garden havde sin storhedstid på samme tid, som Greenall Distillery blev etableret af Johnny Neills tipoldefar, Thomas Greenall. Så med tanke på området, tiden, familiehistorien og de mulige botanicals, som haven måtte rumme, har Johnny kreeret denne smukke, kraftfulde gin!
Den anden gin i rækken af Mary Le Bone, Orange & Geranium, bliver i dag produceret hos City of London, da Johnny’s egen pot still ”Isabella” slet ikke kan følge med efterspørgslen af bare den oprindelige Mary Le Bone Dry Gin. Efter megen overvejelse, har Johnny besluttet at flytte produktionen af Mary Le Bone til helt nye lokaliteter og med større kapacitet – et oplevelsescenter for både Whitley Neill og Mary Le Bone – hvor man forventer at kunne se både Whitley Original og Mary Le Bone Dry Gin blive destilleret. Samtidigt ser man på muligheden for, at de besøgende kunne lave deres egen gin på små 2 liter pot stills, og hvor Johnny & co. også kan dyrke nogle af deres egne botanicals, og have en restaurant mm. Hvis alt går efter planen, så skulle det nye oplevelsescenter være klar sidst på efteråret 2020. Det er dog tanken, at den lille pot still, ”Isabella”, skal blive stående i hotellet, da de der også laver en gin, kun til hotellets gæster, kaldet ”108 Gin”. Endnu en grund til at besøge 108 Brasserie!
Endnu et ginprojekt – fordi han slet ikke kan lade være…
Udover projekter som Whitley Neill og Mary Le Bone, har Johnny som nævnt, startet endnu et ginprojekt. Denne gang i sin nye hjemegn vest for London, et område kaldet Berkshire, hvor blandt Dronning Elisabeth’s Winsor Castle ligger. Tæt på hans hjem, ligger et 1.700 kvadratmeter stort gods, som bl.a. er kendt for at være Englands største producent af økologiske juletræer. På godset er der det smukkeste gæstgiverhus, kaldet The Royal Oak, hvor han har installeret en pot still og hvorfra de nu producerer Berkshire Botanical Dry Gin og en Sloe Gin variant.
Stedet ligger i et fantastisk smukt område, hvor Johnny har høstet lokale ingredienser som anvendes i ginnen - herunder naturligvis friske granskud, som bidrager med en ekstra frisk og floral note af fyrrenål til ginnen. I alt er der 9 botanicals i Dry Gin versionen og er den bare halvt så smuk som selve området er, så er der noget at glæde sig til. Ginnen er stadig primært lavet til det engelske marked, men mon ikke at den danske importør af Johnnys andre ginner, Scape Spirits, også tager denne hjem, hvis det er muligt? Vi er i hvert fald ikke i tvivl om, at ginnerne vil falde i manges smag!
Selv de store mestre har deres favoritter!
Når vi spurgte Johnny, hvilke ginner han gerne ville have lavet, så nævnte han ginner som eksempelvis Martin Miller’s Westbourne Strength (en blød gin med citrus- og spicy noter som er skruet op til 45,2%), Pink Pepper fra franske Audemus (en velbalanceret og super aromatisk gin med en laaaaaang eftersmag af rosa peber). Overraskende? Næppe… Det viser med al tydelighed hans kærlighed til både klassisk, kraftig gin og hans kærlighed til at give den gas med smagsgiverne.
Et udvalg af produkterne
At Johnny er en sand mester i at lave gin, kan ingen bestride! I det efterfølgende afsnit har vi forsøgt at beskrive nogle af de ginner, som Johnny står bag:
Whitley Neill Dry Gin – The Original
Den første og den mest præmierede gin, er hans Dry Gin. Den ikoniske sorte flaske var oprindelig en klar flaske med en label på, men i 2013 fik de givet flasken det udseende, som ginnen fortjente. Og det nye design fortæller i langt højere grad, historien om ginnen, som var ”made in London – inspired by Africa”, hvor også det store, stolte baobabtræ, var malet i rødt på flasken. Ginnens sydafrikanske botanicals – frugten fra Baobabtræet og ananaskirsebær – kommer gennem hans sydafrikanske hustru og hans kendskab til landet. Oprindeligt skulle ginnen været lavet som en helt traditionel gin med traditionelle ginbotanicals men heldigvis begyndte han også at skele til Sydafrika og mulighederne der. Baobabtræets frugt skulle smage som en kraftig og lidt sødere grapefrugt og ananaskirsebærret giver en aromatisk ananassmag. Det betyder dog ikke, at ginnen er sød eller frugtagtig. Den er stadig meget traditionel i smagen, men er blot rundere, mildere og mere afbalanceret. Genialiteten i denne højtpræmierede gin, ligger helt sikkert i anvendelsen af de traditionelle botanicals som enebær, koriander, citron- og appelsinskal, cassiabark, angelika- og orrisrod, og så de to sydafrikanske botanicals, som samler og runder ginnen af. Prøv den med en Fever-Tree Mediterranean og en appelsinskal – eller hvis du er til de endnu mere traditionelle GT’ere, så prøv med en Fever-Tree Indian tonic og en citronskal. Vi ELKSER denne gin og forstår godt, at det er den mest præmierede gin, Johnny har lavet til dato!
Whitley Neill Blood Orange
At gin ofte er forbundet med en god (marketing) historie, er ikke nogen hemmelighed. For hvad kom reelt først: En historie, der fører til en gin eller en gin, der leder efter en historie? Uanset hvad – og om man kan lide det eller ej – så er Whitley Neill Blood Orange faktisk baseret på en familiehistorie fra Johnnys farfar, Frederick Neill, og hans farmor. Under deres bryllupsrejse til Sicilien, var de ikke kun forelskede i hinanden – de forelskede sig også i naturen og de skønne, solmodne, lokale blodappelsiner. Farfar Frederick forfinede en opskrift med blodappelsin og vodka, der skulle hjælpe dem med at huske de gode smagsminder fra deres tur til Sicilien. Baseret på deres kærlighed til den sicilianske blodappelsin, fik Johnny lyst til at skabe en lignende ginversion med blodappelsin. Ved at lave et ekstrakt af appelsinen og tilsætte den til den oprindelige Dry Gin, fik han skabt en super lækker sommergin, som stadig smager af gin og som stadig har en kant i form af både citrus og alkohol, hvilket gør at den ikke bliver for sød eller for overvældende. Smid den i en Fever-Tree Mediterranean tonic med masser af is og top den af med en lille appelsinskal og det er næsten som selv at være under Siciliens sol.
Whitley Neill Quince Gin
Whitley Neill Quince Gin var den 1. i rækken af frugtginner fra Whitley Neill. Ideen til at lave en gin med tyrkisk kvæde, kom også fra Johnnys bedsteforældre. Frederick Neill var under og efter 2. verdenskrig, udsendt til Pakistan, Iran og Tyrkiet. Her fik han øjnene op for en masse af de lokale frugter, krydderier og specialiteter, og en af dem var tyrkisk kvæde, som i modsætning til kvæde på vores breddegrader, modnes helt og derfor slet ikke får den samme bitterhed, som dem vi ser. Hans store kærlighed til den søde, modne tyrkisk kvæde kom bl.a. til udtryk ved juletid, hvor familien blev inviteret til det store julebord med mange oste, hvor de serverede kvædemarmelade og kvædegele til disse. Så Johnny var slet ikke i tvivl om, hvilken kvæde han skulle anvende, da han gik i gang med at udvikle ginnen.
Når ginnen skal laves, bliver de solmodne kvædefrugter lagt i basealkohol i 6 uger. Dette skaber udover en masse smag og sødme, også noget stivelse/pektin, hvorfor den først filtreres og herefter blandes med Whitley Neill London Dry Gin. Resultatet er en meget sød kvædeinfuceret gin, som dog stadig har både enebær- og citrusnoter.
Den er faktisk den bedst sælgende frugtgin fra Whitley Neill, i Danmark. Årsagen skal muligvis findes i at også mange danskere er vilde med søde, lidt skøre drinks. Da denne gin (likør?) har enormt meget smæk på smagen og på sødmen, blandes den gerne med mixers, der kan ”stå imod” ginnen og give den det modspil, den skal have. Det kan f.eks. være en Ginger Ale, en L&W Agurketonic, som en ”Ginsecco” (gin og prosecco) eller ved at bruge den i en cocktail med f.eks. æble- og pærejuice og friske hindbær, det er blevet ”mudlet” (læs: mast) sammen med ginnen.
Mary Le Bone – Dry Gin, Orange & Geranium og Cask Aged Gin
Med en alkoholprocent på 50,2%, lægger den originale Mary Le Bone Dry Gin (den blå flaske) fra land, med speederen helt i bund – der er fuld fart på alle smagsudtryk. Det er som udgangspunkt en mere traditionel London Dry Gin og hvor den høje alkoholprocent får både citrus og de mere florale noter til at skinne igennem. Det var ikke et mål i sig selv at lave en gin med en højere alkoholprocent, men det er her, hvor ginnen fungerer bedst, ifølge Johnny. Han erkender, at den typiske engelske ginforbruger nok synes at den er lidt for voldsom alkoholmæssigt, men ginnen er som sagt ikke kreeret med henblik på at tilfredsstille andre end Johnny - og så naturligvis lige Gintossen og resten af verden, som virkelig har taget godt imod ginnen. En guldmedalje fra IWSC og en dobbelt guldmedalje fra San Francisco World Spirits Competition i 2018 underbygger bare vores pointe med, at det er en særdeles god gin og at Johnny ved, hvad han laver! Dette er i øvrigt den samme honorering, som den originale Whitley Neill Dry Gin fik.
Det er især grapefrugtskallen, der bærer citruselementet og som udgør 9,5% af de anvendte botanicals i denne gin, hvilket er usædvanlig højt. De andre 12 anvendte botanicals er enebær (naturligvis) kamille, citronmelisse, lime blomst, orrisrod, koriander, kvanrod, kassiabark, lakrids, nelliker og søde appelsin- og citronskal. Alle ingredienser ligger (macereres) i en basealkohol af engelsk hvede natten over, inden der destilleres.
Resultatet er en helt igennem fantastisk gin, der skal nydes med en tonic, der kan ”stå imod” den høje alkoholprocent og kan matche citrusnoterne. Vi bruger meget gerne en Fever-Tree Indian tonic og garnerer med en halv skive rød grape. Da ginnen fylder meget, bruger vi gerne en liiiiille smule mere tonic end vi normalt bruger, så vi rammer det der ”perfect spot” hvor gin, tonic og garnish bare supplerer hinanden og man bare gerne vil have endnu én, når glasset er tomt.
Mary Le Bone findes også i en Orange & Geranium variant på 46,2% (den orange flaske), hvor masser af appelsiner er blevet tilføjet både i pot still’en og i kurven og hvor geranium tilsættes både som olie og med friske geraniumblomster. Resultatet er en orangepræget gin, der samtidig har både masser af geranium, enebær og florale noter. Dette er ikke en frugtgin som var den fra Whitley Neill serien, men en meget mere klassisk præget gin, som ikke er lige så sød som en Whiley Neill Gin normalt er.
Derudover omfatter serien en meget interessant variant, kaldet Cask Aged Gin på 51,3% (den sorte flaske). Den har ligget på romfade fra Rum Sixty Six på Barbados i 42 dage, så resultatet stadig er en gin, men med både vanilje- og egetræsnoter og derudover lidt mere spicy noter fra romfadene. Også her skinner smagsnoterne meget bedre igennem, når man har en høj alkoholprocent! Johnny Neill nyder gerne sin Cask Aged Gin neat og meget gerne direkte fra fryseren, eller som en Martinez cocktail, hvor ginnen rystes med sød- og tør vermouth, lidt curaçao likør og nogle dråber angosturabitter og pyntes med en citronskal.
Da vi mødte Johnny i Berlin, var han godt i gang med at lave nogle nye interessante smagseksperimenter med Mary Le Bone. Selvom vi naturligvis lovede ham ikke at sige det til andre end vores kære læsere, hvis han lige kunne sige lidt mere om hvad han havde i tankerne, så lod han det sjovt nok være en hemmelighed. Men nye ting er på vej fra Mary Le Bone – og vi glæder os!
Tak til Johnny Neill og til Scape Spirits
Hvis du en dag er så heldig at støde ind i Johnny, så skal du vide, at han er det sødeste menneske i verden!!! Han er lige så flink som dagen er lang, og er altid klar på en snak om gin, om sine projekter eller hvad man ellers kan finde på at snakke om. Så gør dig selv en tjeneste: møder du ham, så gå hen og få en sludder med ham. Vi havde flere fantastiske møder med ham og glæder os så meget til at mødes med ham igen. Vi er bestemt klar når han slår dørene op til det nye besøgscenter i London og når han smider flere af sine nye ginkreationer på gaden.
Så kæmpe stor tak til Johnny, for at være så tålmodig med os og alle vores spørgsmål og tak til Ole og HC hos den danske distributør, Scape Spirits, for at introducere os til Johnny og for at lade os smage mange af ginnerne fra Whitley Neill & Mary Le Bone.
