fbpx
 
Follow Gintossen on Facebook
Follow Gintossen on Instagram
Image is not available
Image is not available
Shadow
Slider

Sådan laver du klar is

En af de vigtigeste ting, hvis din Gin & Tonic eller Drink skal se virkelig professionel ud, er at isen du benytter er krystalklar. Og det er lettere end du tror, og har intet med med kogt, filtereret eller destilleret vand at gøre, men noget helt andet - nemlig ilt.

Lad os være helt ærlige - vi har formentlig prøvet alle metoder, og købt samtlige (isolerede) forme & gadgets, i forsøget på at producere den mest perfekte is, det er muligt at lave hjemme uden at købe en professionel ismaskine, som man finder på de fleste barer & hos professionelle.

Men det skulle vise sig, at alle disse indkøbte gadgets - ud over at være besværlige at fylde, og desuden kun kunne producere små mængder af is - også var komplet ligegyldige og slet ikke kunne levere det ønskede resultat. Alle indkøb producerede ugennemsigtig is - undtagen ét, hvis vi altså brugte det på den mest simple måde af alle, og med meget få rekvisitter....

 

Du skal bruge:
Alm. postevand fra vandhanen
1 køleboks - fx. Coleman's 4,7 liter køleboks.
1 brødkniv - gerne lidt tung og skarp.
1 kødhammer eller et andet tungt (rent) redskab, til at slå på ryggen af brødkniven med.

Humlen er, at man skal benytte sig af den teknik, der hedder "directional freezing" - altså "retningsbestemt frysning". Det lyder besværligt, tænker du måske - men nej, det er faktisk den mest simple af dem alle.

Allerførst skal du lige have at vide, hvad det er der gør isen ugennemsigtig, eller "cloudy" som du måske har hørt det udtrykt. Det er nemlig ikke kalk eller urenheder i vandet - det er ilt. Det der sker når du laver almindelige isterninger, er at isen fryses fra alle sider, og derved "lukker" ilten inde i isen, som til slut samles i midten af dine isterninger, og ikke kan slippe ud. Så presses ilten sammen, og bliver til den ugennemsigtige kerne du altid ser i midten af dine isterninger. For bemærk, at kanterne på de fleste isterninger, nemlig altid er klare....!

OK - så det handler altså om, at vi skal sørge for at ilten kan slippe væk istedet for at blive lukket inde i midten. Og det er sådan set såre simpelt - du skal bare fylde en isoleret "kasse" med vand, og sørge for at kassen er åben for oven så vandet kun fryser fra oven og IKKE fra siderne. Og hvad er mere velegnet til dette, end en køleboks?

Men nu er det jo ikke alle (undertegnede inklusive), der har en fryser der kan rumme en traditionel køleboks, og i så fald kan du jo glæde dig over, at de også findes i mindre versioner. Ja - nemlig dem, vi altid ser i amerikanske film, ikke?

Vi har valgt, at benytte Coleman's 4,7 liter køleboks, som isolerer rigtig godt og er let at tage låget af, da det jo altså ikke skal bruges når du fryser.

Resten af processen er såre simpel - fyld køleboksen 3/4 op med postevand, og stil den i fryseren uden låget på. Lad den stå i ca 24 timer (kan naturligvis variere lidt afh. af temperaturen i din fryser), og tag den derefter ud. Nu vil den formentlig se helt bundfrossen ud - men det er den ikke....!

Vend boksen (hold den gerne over køkkenvasken eller gå udenfor) og pres stille og roligt isblokken ud. Den kan være lidt kold at holde på, men du kan stille den på en spækbrædt, og holde korte pauser ind ind i mellem.

Du vil nu muligvis allerede have opdaget, at det kun er de øverste 5cm der er frosset, og så en tyndere skal rundt nede i bunden - men inderst er kernen stadig flydende, og det er altså herind ilten er blev presset ind - men endnu ikke krystaliseret, da det jo er flydende vand.

Så næste skridt er at "snitte" isblokken til, så du får den størrelse isklumper du ønsker. Snup din bedste brødkniv (savtakkede og lidt tungere knive er klart bedst til dette), og start med at bryde hul i bunden, og få vandet ud. Skær dernæst kanterne væk, så du nu kun har én stor ca. 5cm høj blok tilbage.

Hvis blokken stadig er ujævn efter kanterne er væk, så er et godt tip at stille et stort spækbrædt lidt skråt i køkkenvasken, og lad koldt vand løbe ned på det. Placer derefter blokken på brædtet - men udenfor vandstrålen, som hurtigt vil få bugt med hele isblokken. Men udnyt at vandet løber under isblokken, til at "slibe/smelte" kanterne væk, ved at bevæge blokken lidt rundt på brædtet, indtil kanterne er væk og blokken er jævn på begge de store flader.

Så er du klar til den sidste del - at skære blokken op, til den størrelse klumper du ønsker at benytte. Og det er meget lettere end du tror....!
Du skal igen benytte din skarpeste brødkniv, som du benytter til at "save/skære" riller ned i blokken, der hvor du ønsker at dele blokken op. Ikke så dybt, bare 3-4mm - men det skal være i hele bredden. Lad kniven sidde nede i rillen, og giv den et let slag på midten med en kødhammer eller noget andet tungt og rent. Så flækker klodsen i et helt rent snit, og så står du med en isstav, som du kan gentage processen på. Det gøres indtil der ikke er mere af isblokken tilbage, og så samler du alle de opskårede isklumper eller klodser, og smider dem i fryseposer, som du lægger tilbage i fryseren til du skal bruge dem.

Du skal ikke være nervøs over, at de fryser sammen igen - de er lette at skille ad, med en kniv ind i sprækkerne når de sidder sammen efter endnu en tur i fryseren.

Dine isterninger/klodser vil IKKE blive ugennemsigtige af, at komme på frys igen - ilten er jo allerede presset ud af isen!

God fornøjelse - dine drinks vil fra nu føles meget mere appetitlige og lækre. Og hvis du vil give den en smule mere blær, så anskaffer du dig et stempel, så du kan presse navn eller logo i klodserne lige inden du serverer dem - men det er en anden historie :)

Bemærk; Flere spørger om der er forskel på at benytte postevand, kildevand eller kogt vand - og det er det IKKE. De vil alle kunne benyttes til at producere helt klar is, hvis du følger ovenstående anvisninger, uanset kalkindholdet i dit vand. Om du vil bruge det ene eller det andet, er helt op til dig - men det visuelle resultat vil være det samme!


Seneste fra Instagram

Kommende Gin events

9 apr
Gin & Tonic Dag
Dato 09.04.2024

Selvfølgelig skal vi fejre Gin & Tonic’en!

Ifølge kalenderen,...

Læs mere
13 maj
World Cocktail Dag
Dato 13.05.2024

World Cocktail Day er, som navnet indikerer, en...

Læs mere
11 jul
Mojito Dag
Dato 11.07.2024

Definitionen på en traditionel Mojito er: En Cocktail...

Læs mere
19 okt

Selvfølgelig skal vi fejre Gin & Tonic’en!

I følge kalenderen,...

Læs mere
1 jan
Bloody Mary Dag
Dato 01.01.2025

1. januar er ofte en ”reparationsdag”, hvor man måske...

Læs mere

Vi bruger & anbefaler

som har nogle fantastiske krydderier, der både dufter & smager af noget - dyrket bæredygtigt, og meget velegnede til Gin & Tonics samt andre drinks....!

Om indholdet på gintossen.dk

Creative Commons licensAlt indhold på denne hjemmeside, er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel 4.0 International Licens. Det betyder, at du må bruge indholdet alt det du vil, blot du altid husker at kreditere os med navn & link, og IKKE bruger indholdet i kommercielt øjemed.

0
Shares
0
Shares