fbpx
 

Peber, sort

Piper nigrum L.
(Piperaceae - Peberfamilien)

Beskrivelse

De velkendte "peberkorn" er stenfrugterne af planten Piper nigrum. Sort peber er en stedsegrøn, klatrende busk, der har sin oprindelse i Indien. "Sort peber" laves af lynkogte, umodne, tørrede frugter. "Hvid peber" laves af de modne frø. Peber er et meget hyppigt brugt krydderi. Det er kendt for sin skarpe, brændende smag og kraftige, stikkende aroma.

I Indien blev peber oprindeligt brugt som folkemedicin til behandling af sygdomme såsom menstruationsforstyrrelser og øre-næse-hals-relaterede problemer samt problemer med mavetarmkanalen. Piper nigrum er gennem tiden blevet grundigt undersøgt for dets bioaktive egenskaber og indholdsstoffer. Den vigtigste blandt flere bioaktive forbindelse i peber er piperin. Sort peber har i forskning blandt andet udvist antimikrobielle, antioxidative, anticancer og antiinflammatoriske egenskaber.

Piperin i peber blev opdaget i 1819 danske Hans Christian Ørsted. I midten af 1800-tallet blev stoffet piperidin afledt af piperin, begge alkaloider. Piperidin er et enormt vigtigt og vidt udbredt stof i lægemiddelindustrien da det bruges som kemisk byggesten til at syntetisere en meget lang række lægemiddelstoffer. Piperidin bruges, blandt meget andet, til produktion af antidepressive, antipsykotiske og smertestillende lægemidler og til lægemidler til feks. behandling af ADHD (ritalin), knogleskørhed (raloxifen), hårtab (minoxidil) og diarré (loperamid, Imodium).

Piperidin er desuden meget anvendeligt til produktion af illegale rusmidler.

 

Gin

I gin bruges primært sorte peberkorn. Peber er en relativt populær botanical at bruge i fremstillingen af gin. Den giver ginen en pikant, krydret og varmende aroma.

Kilde

Ovenstående tekst er skrevet af, og gengivet med tilladelse fra Line Nørgaard Jørgensen & NaturMedicinsk Museum

Om indholdet på gintossen.dk

Creative Commons licensAlt indhold på denne hjemmeside, er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel 4.0 International Licens. Det betyder, at du må bruge indholdet alt det du vil, blot du altid husker at kreditere os med navn & link, og IKKE bruger indholdet i kommercielt øjemed.

0
Shares
0
Shares